En tydelig kursusside gør det lettere for den interesserede at vælge jer. Brug denne tjekliste med 5 ting, I skal forklare klart og konkret.
En kursusside skal gøre mere end at vise en kursustitel og en knap til tilmelding. Den skal hjælpe den interesserede med at vurdere, om kurset passer til deres hverdag, mål og erfaring. Hvis de ikke kan finde svaret hurtigt, går de ofte videre for at sammenligne andre muligheder.
Det vigtigste er at gøre valget enkelt. I behøver ikke skrive mere for at skrive mere - men I skal besvare de spørgsmål, som den potentielle kursist
allerede sidder med.
I finduddannelse.dk's brugerundersøgelse fra 2025 svarede 62,88 %, at et let fagligt overblik over kursusindholdet er vigtigt, når de vælger efter- eller videreuddannelse. I en anden del af undersøgelsen angav 49,15 % kursusindhold som et af de tre vigtigste ting, de vil vide om, når de undersøger kurser online.
Skriv derfor ikke kun, at kurset giver “relevante kompetencer” eller “ny viden”. Forklar i stedet, hvad kursisten konkret arbejder med, og hvad de kan efter kurset.
For eksempel: I stedet for “Du får viden om projektledelse” kan I skrive: “Du lærer at planlægge et projekt, styre opgaver og skabe overblik over tid, ansvar og økonomi.”
Et kort punktformat under overskriften "Det lærer du" gør det nemt at danne sig et hurtigt overblik.
Kursisten skal hurtigt kunne spejle sig i beskrivelsen. Er kurset for nybegyndere, medarbejdere med erfaring, ledere eller personer, der vil skifte retning? Skal man kende bestemte programmer, metoder eller fagområder på forhånd?
Niveau er relevant information i sig selv: 20,98 % valgte niveau som et af de vigtigste informationsemner, når de undersøgte kurser online i Finduddannelses brugerundersøgelse.
Skriv derfor både, hvem kurset er til, og hvem det ikke er til. Det skaber tryghed og hjælper jer med at tiltrække de rigtige kursister.
For eksempel: “Kurset er for dig, der arbejder med sociale medier og vil blive bedre til at planlægge og måle indhold. Du behøver ikke have erfaring med annoncering.”
Mange vælger et kursus, fordi de vil løse en konkret opgave bedre, få nye ansvarsområder eller åbne en ny faglig mulighed. Derfor skal I ikke nøjes med at beskrive emnet. Vis også, hvilken forskel kurset kan gøre bagefter.
I brugerundersøgelsen svarede 36,70 %, at det er vigtigt at kunne se, hvordan kurset kan bruges i deres dagligdag.
Det betyder ikke, at I skal love et bestemt job eller resultat. Men I kan gøre udbyttet konkret: Hvilke opgaver kan kursisten løse bedre? Hvilke samtaler, projekter eller arbejdsopgaver bliver de klædt på til?
For eksempel: “Efter kurset kan du bruge en enkel model til at holde udviklingssamtaler og følge op på medarbejdernes mål.”
Praktiske forhold afgør ofte, om et kursus overhovedet kan lade sig gøre. Skriv derfor tydeligt, hvornår kurset starter, hvor længe det varer, hvilke dage undervisningen ligger, og om det foregår fysisk, online eller som en blanding.
Det er også en fordel at forklare, hvad den valgte undervisningsform betyder i praksis. Hvis kurset er online, kan I for eksempel skrive, om det er live undervisning, om materialet kan ses igen, og om der er gruppearbejde. Hvis det er fysisk, kan I skrive, hvor det foregår, og om der er praktiske forhold, kursisten bør kende.
I Finduddannelses undersøgelse nævnte 27,90 % nærhed til kursusstedet, 25,11 % muligheden for at tage kurset online og 22,53 % fleksible kursusdage som vigtige forhold i valget.
Pris skal være let at finde og let at forstå. I brugerundersøgelsen angav 45,06 %, at en pris, der giver mening i deres budget, er vigtig i deres valg af kursus eller videreuddannelse.
Skriv den samlede pris - og gør det klart, om der kommer moms, materialer, eksamen eller andre udgifter oveni. Hvis der findes betalingsmuligheder, støtteordninger eller virksomhedsaftaler, skal det også stå i almindeligt sprog.
For eksempel: “Pris: 8.500 kr. ekskl. moms. Prisen inkluderer undervisning og kursusmateriale. Betaling kan deles i to rater.”
Hvis prisen afhænger af noget bestemt, så forklar hvad. En uklar pris skaber ekstra arbejde for både kursisten og jeres team.
Brug modellen ovenfor som udgangspunkt, når I gennemgår jeres kursusside. Kan den interesserede hurtigt se, hvad kurset indeholder, hvem det passer til, hvordan det foregår, og hvad det koster? Se tjeklisten igen, hvis I vil gennemgå de fem punkter én for én.
Når I har fundet de oplysninger, der mangler eller skal opdateres, kan I kontakte os her hos finduddannelse.dk eller gøre det selv i KundeLogin. Her kan I holde jeres kursusoplysninger aktuelle, så det er lettere for de rette kursister at vælge jer.